Hele mit liv har jeg slæbt rundt på en forestilling om, at når dét og dét sker, så…
Mit liv kunne først rigtig begynde, NÅR…
Accepten af min aktuelle situation var utænkelig og lig med at slå mig til tåls med for lidt.
Jeg skulle nå mere, være bedre og i virkeligheden (nærmere fantasien) allerhelst en helt anden, og så kunne vi ellers begynde.
Og nu er jeg så her. 46 år. Midt i livet, rent aldersmæssigt.
Men også med en erfaring, der fortæller mig, at jeg har været her hele tiden.
Ikke igår, Ikke i morgen, men lige nu, altid midt i livet.