Tanker om AI…

Lad os snakke lidt om AI i kreativ sammenhæng. Katten om den varme grød. Når snakken ved frokostbordet her på tegnestuen er faldet på AI, har jeg taget mig selv i, at spise lidt hurtigere og forlade debatten. Jeg har simpelthen ikke kunnet forholde mig til det og de konsekvenser det har. Jeg er i stedet gået tilbage til mit lille hjørne af verden, har grebet skalpellen og skåret videre, taknemmelig over at have et håndværk. Jeg vil ikke være foruden at lave skitse på skitse for at få det rigtige udtryk frem. Det er jo processen der er det bedste. Det er her, jeg kan mærke, der er noget på spil, og det er her jeg lærer af mine fejl og nogle gange slet ikke, hvilket også er en læring. Det ville svare til at købe en kryds og tværs, der allerede er udfyldt. Jeg lyder muligvis naiv, men så forbeholder jeg mig hermed retten til at være det. Jeg vil personligt heller ikke ønske at undvære hele den proces, det er at pusle en tekst sammen. Heller ikke selvom AI højst sandsynligt kan gøre det mere spændende, alsidigt og endog hurtigere. For den tekst, der måtte komme frem, ville ikke afspejle hvem jeg er, og hvad jeg rent faktisk kan. Den vil, for mig, mangle integritet, og så kan det hele jo være lige meget. Jeg respekterer naturligvis at brugen af AI er meningsfyldt for andre. At det kan virke som inspiration og et værktøj. Og jeg ved godt, at det er ofte også er spørgsmål om økonomi. Mere naiv er jeg trods alt heller ikke. At de, forlag, virksomheder og private, der normalt vil hyre folk som jeg selv og mine dygtige kollegaer, kan se det som en lukrativ måde at spare penge på og få et hurtigt, middelmådigt resultat. Jeg vælger blot at holde fast i troen på, at vi på begge sider af tegnebordet har et valg. At vi er bevidste om hvornår AI giver mening, og hvornår vi bliver frarøvet selvsamme. AI er her. Vi KAN bruge det. Spørgsmålet er om vi VIL.